Man Binder Os På Mund Og Hånd

1 Gribe efter blanke ting vil hvert et grådigt lille barn Binde andre med en ring gør man som helbefar'n Tænk, hvor har man stået tit og delt et vindu's paradis Helle, helle, det er mit! Og livet går på samme vis Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd og det er besværligt at flagre sig fri Vi leger skjul hos en som ved at skærme os mod ensomhed med søde kontrakter vi luller os i Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej De ord vi svor med hånd og mund de gælder kun den korte stund til glæden er borte og alting forbi 2 Kærlighed og ægteskab hva' kommer de hinanden ved? Kedsomhedens tomme gab til kæben går af led Elskov er den vilde blomst i gartner hænder går den ud Skærmet får den sin bekomst men blomstrer hedt i storm og slud Man binder os på mund og hånd, med vanens tusind stramme bånd, men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri I alle kærtegn er en flugt, de røde sansers vilde flugt fra pligternes travle fortrampede sti Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig Alle mine kys er ikke ja og ikke nej De ord vi svor med hånd og mund de gælder kun den svimle stund det netop er kysset fra dig jeg ka' li' 3 Møde hvad der venter os og ingen ve' hvordan det går Bære skæbnen uden trods hvad der så forestår Glad ved hver en venlighed men uden tro, at det bli'r ved Søge fred, idet vi ved, at vi har ingen krav på fred Man binder os på mund og hånd Men man ka' ikke binde ånd og ingen er fangne, når tanken er fri Vi har en indre fæstning her som styrkes i sit eget værd når bare vi kæmper for det, vi ka' li' Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel' Det lover vi med hånd og mund i mørket før en morgenstund at drømmen om frihed bli'r aldrig forbi. Visen, der har melodi af Kai Normann Andersen, indgik i revykommedien "Dyveke" 31. maj 1940.