Sandheden

Hvor mon Sandheden den bor Hvor mon Sandheden den bor Har den blomster i sit hår Mon det gungrer når den går Mon den hvisker eller råber Fatter vi et ord Genier eller tåber Hvor mon Sandheden bor Nu skal I høre om en mand der meget kort fortalt Var besat af Sandheden og søgte den i alt Manden han var tømrer, hverken fattig eller rig Dejlig kone, fire børn, men aldrig lykkelig Tømreren var rastløs, utilfreds, humørforladt Konen spurgte: "Hvad er der galt min skat" Tømreren smed sin hammer, sin høvl og svor: "Jeg bliver først glad den dag jeg ved hvor Sandheden bor" Hvor mon Sandheden... "Jamen så gå da" sagde konen "ud og søg dit savn Men skriv først hele huset over i mit navn" For kvinder de er mere snu end mænd de går og tror Og tømreren snørede støvlerne og fandt sit spor Han ledte overalt og årene forsvandt Men først da han gav op så var det at han fandt I en bjørnegrotte på bjergets kolde top En grå og gammel kvinde med en vissen krop Hun havde læderhud, tjavset hår og sår i hovedbunden Kroppen var forkrøblet og ud af hendes mund Savlede og stank det, men ordene han fik Var smukkere og klogere og ren lyrik Hvor mon Sandheden... Det var den rene skære Sandhed tømreren hørte på Han blev hos hende længe og med store øjne blå Sugede han til sig alt hvad hun ku' lære ham Da han ville hjem fik Sandheden et kram Han sagde: "Kære Sandhed, du har været god ved mig Er der noget før jeg går jeg kan gøre for dig" Hun tøvede og løftede en muggen finger: "Jo, Der er noget før du går, som du godt må love Lov mig når du møder og fortæller folk om mig Hvad du hørte, hvad du så, hvad jeg lærte dig Så sig at jeg er ung og smukkere end nogen anden Og ikke tusind år og grim som bare Fanden" Hvor mon Sandheden...